Hus & have

Moderne arkitektur i Danmark

Få tip til, hvor i Danmark du kan finde den mest spektakulære arkitektur – fra funktionalisme til den allernyeste og mest banebrydende arkitektur.

Hvornår blev arkitekturen moderne i Danmark? Det er jo et definitionsspørgsmål, men funktionalismens tidsalder i mellemkrigstiden er et godt bud.

Funktionalismen – den internationale stil

Arkitekter som Kay Fisker, Edvard Heiberg og Arne Jacobsen var nogle af dem, der lod sig inspirere af de nye strømninger, der til at begynde udsprang fra Tyskland og Bauhaus. Snart havde den moderne stil med inspiration fra skibsbyggeri og fabriksarkitektur dog spredt sig til hele Europa og USA – ja, til hele den vide verden.

I Danmark hed det funkis eller funktionalisme. I Tyskland Neue Sachlichkeit. I USA The International Style. I England fik stilen senere betegnelsen Interwar Modernism. Ja, der var og er mange betegnelser i omløb.

Det er lige før, at The International Style er den bedste betegnelse. For i løbet af få år fra midten af tyverne til begyndelsen af trediverne sprang nye funkisbygninger op i næsten identisk stil i hele verdenen.

Der er regionale forskelle, men ofte føler man, at en funkis-bygning, man falder over i Prag, til forveksling ligner én fra København. For ikke at tale om alle de gange, hvor man fra Chicago til Oslo kan trække tråde til nogle af de funktionalistiske bygninger, der blev bygget af Bauhaus-skolens lærerer og proselytter i Dessau, Chemnitz og andre byer i det gamle preussiske område i det nordøstlige Tyskland.

Billedreportager om arkitektur

mikkelhede.dk bliver der jævnligt publiceret nye billedreportager om moderne arkitektur i Danmark. Udgangspunktet er funktionalismen, men der er også mange ekskurser til spritny arkitektur eller til andre danske og udenlandske arkiekturkoryfæer som Utzon, Hundertwasser eller Lene Tranberg.

Artiklerne er altid ledsaget af adskillige fotos i høj opløsning, som de besøgende i øvrigt er frit stillede til at bruge efter behag.

Her er nogle eksempler på nogle af de bygninger, som har fået særlig kærlig behandling på sitet.

Moderne arkitektur i Århus

Her gennemgås de mest skelsættende funktionalistiske bygninger fra trediverne, som Århus er så rig på. Der er både fotos af nogle af de imposante beboelsesejendomme langs det mondæne kvarter omkring udmundingen af Århus Å;  billedreportager af Kay Fiskers og co’s campusbyggeri til Århus Universitet; samt Arne Jacobsens og Erik Jørgensens Århus Rådhus.

Jørn Utzons vandtårn på Bornholm

Jørn Utzon har ikke bygget meget i Danmark – eller i det hele taget. Han har bygget operahuset i Sydney. Og så har han også bygget et vandtårn på Bornholm i udkanten af Svaneke. Det ene bygningskompleks er stort og bjergtagende. Det andet er lille, men på sin egen imponerende måde også meget fængslende.

Bellavista ved Klampenborg af Arne Jacobsen

Bellavista er hjertet i Arne Jacobsens såkaldte “Den Hvide By”, der ligger ved Øresund mellem Klampenborg Station og Øresund og tæt på Dyrehaven. Bellavista er et tæt-lav rækkehuskoncept anlagt i en hesteskoform og med direkte udsigt fra alle boliger til både Øresund og Sverige.

Kig forbi mikkelhede.dk og tag et kig på de mange arkitktur-artikler samt andet godt om design, billedkunst og andre tilbøjeligheder – som det hedder i præsentationen af sitet.

 

Skriv et svar