En morgen på skolen havde jeg travlt med at finde mine bøger og tage min iPhone med mig, inden jeg skyndte mig til min første time. Jeg var allerede lidt forsinket, og min skoletaske var fyldt til randen. I min hast greb jeg min iPhone uden at lægge mærke til, at den lå lidt løst i min taske uden nogen beskyttelse omkring den.
Da jeg nåede mit klasseværelse, skyndte jeg mig at sætte mig ned på min plads og fandt min iPhone for at tjekke hurtige beskeder, mens jeg ventede på, at timen skulle begynde. Men da jeg trak telefonen op af tasken, skete det værst tænkelige – den faldt ud af min hånd og landede på det hårde betongulv med et højlydt smæld.
Jeg holdt vejret, mens jeg vendte telefonen om for at se skaden. Min frygt blev bekræftet; skærmen var smadret i tusind små stykker. Mit hjerte sank, og jeg følte mig så dum for ikke at have taget bedre vare på min dyrebare telefon.
Timen begyndte, men jeg kunne næsten ikke koncentrere mig. Tanker om, hvordan jeg skulle håndtere situationen, svirrede rundt i mit hoved. Jeg vidste, at mine forældre ville blive skuffede og frustrerede over mig. Jeg havde ikke lyst til at gå rundt med en smadret skærm i lang tid, så jeg måtte tage mod til mig og beslutte, hvad jeg skulle gøre.
Jeg gik hjem og fortalte mine forældre om episoden. De var ikke glade, men de var forstående. Vi besluttede at kontakte en autoriseret reparationsbutik og få skærmen repareret så hurtigt som muligt. Jeg måtte også investere i en solid telefonbeskyttelse for at undgå, at det samme skete igen. Jeg valgte at tage ned til mobilreparationer.dk. De sagde de kunne få skærmen skiftet på 30 minutter, og jeg blev bare så glad. Dagen endte alligevel godt.