Nyheder

Mekanisk spisning som et led i behandling af spiseforstyrrelser

Hos Kompetencecenter for spiseforstyrrelser er mekanisk spisning et almindeligt element i spiseforstyrrelsesbehandlingen. Patienter der har haft en spiseforstyrrelse henover en længere periode, kan have svært ved at mærke, anerkende og reagere relevant på kroppens signaler. Derfor har mange patienter udfordringer med at mærke sult, mæthed eller andre signaler fra kroppen.

Når behandling starter bruger man derfor mekanisk spisning til at igangsætte en regelmæssig måltidsstruktur. Mekanisk spisning går ud på, at man spiser efter et bestemt tidsinterval. Morgenmaden spises, inden for den første time efter man er stået op. Derefter spises der cirka inden hver tredje time. På den måde får man tre hovedmåltider og to-tre mellemmåltider. Formålet med dette er, at man vænner kroppen til en regelmæssig måltidsrytme.

Det er vigtigt, at måltiderne består af mad, der giver en tilpas mæthed og samtidig bibringer kroppen næring. På den måde kan man holde pause mellem måltiderne og bruge tiden på noget andet.

Det er væsentligt, at man ikke springer måltider over. Dette gælder også, hvis man oplever nedsat appetit ift. hvad man almindeligvis mærker, eller hvis man har haft en overspisning. Når man har spist ud fra regelmæssigheden i mekanisk spisning i et stykke tid, vil man begynde at mærke mæthed, sult og andre signaler tydeligere igen. På den måde kan man ligeledes bedre reagere på signaler og trang til enten at over- eller underspise.

Vi bruger kostdagbog og mekanisk spisning i alle typer af spiseforstyrrelsesbehandling. Det kan være individuelle forløb eller gruppeterapi, hvor lige netop fokus på regelmæssige måltider er første skridt i bedringsprocessen. Ved anoreksi handler det om at sørge for at få nok mad i løbet af dagen. Ved bulimi og BED handler det i høj grad om at forebygge overspisninger, idet for lidt mad og sult kan øge risikoen for at overspise. Kompetencecenter for spiseforstyrrelser er specialiserede i spiseforstyrrelse behandling.

Skriv et svar