Kryptovaluta er den samlede betegnelse for alle de forskellige, digitale valutaer, coins, tokens eller “møntenheder” som findes. Ligesom dollars, kroner, pund og euro, samlet set kaldes for valuta, findes der mere end 15.000 forskellige kryptovalutaer – og antallet vokser hele tiden. De mest kendte er nok bitcoin og ethereum.
En digital møntenhed, fx bitcoin, findes ikke som en fysisk mønt eller seddel, som vi kender dem fra vores penge i tegnebogen. Bitcoin og kryptovaluta i det hele taget er en computerskabt kode, der sendes videre igennem et avanceret, krypteret computernetværk – blockchain. Det sikrer, at det er praktisk talt umuligt at snyde, hacke og bruge den samme valuta flere steder. Når først en transaktion er blevet lagret i blockchain, kan den ikke ændres. Blockchain er – simpelt sagt – en liste over alle transaktioner og som er offentlig tilgængelig, dvs. alle kan gå ind og se enhver transaktion.
Den helt store forskel på kryptovaluta og “almindelig” valuta, er, at køb og salg er ureguleret og foregår uden om de etablerede banker og børser. Sikkerheden i handlen ligger dels i krypteringen og dels i den måde, den digitale valuta udveksles på mellem købere og sælgere – i blockchain-systemet.
Man kan ikke sige bitcoin eller kryptovaluta uden også at sige blockchain. Opfinderen af bitcoin og koblingen til blockchain-systemet, Satoshi Nakamoto, skrev i sit oprindelige manifest ”Bitcoin: A Peer-to-Peer Electronic Cash System” fra 2009 sådan her:
”What is needed is an electronic payment system based on cryptographic proof instead of trust,
allowing any two willing parties to transact directly with each other without the need for a trusted
third party.”
Med andre ord: Han ønskede at skabe mulighed for, at pengestrømme kunne sendes elektronisk sikkert og frit mellem to parter, der fx handlede med hinanden, uden at en bank eller anden instans skulle ind og styre og gennemføre transaktionen. Målet var at undgå ’double-spending’ – dvs. forhindre snyd med, at virtuelle penge kunne bruges flere steder på en gang, netop fordi de er digitale og ikke fysiske.
Løsningen, som Nakamoto pegede på, var blockchain. Egentlig blot en database, som bliver delt i et netværk af computere. Det geniale ved blockchain er, at informationerne ikke ligger samlet ét sted, men ligger på alle computerne i netværket. Oplysningerne gemmes på en kæde af blokke (deraf navnet blockchain), og en blok kan ikke ændres, når først den er lavet. Ændrer man i informationerne, bliver de oprettet i en ny blok – og på den måde kan man altid se de ændringer, som er lavet. Og systemet kan ikke snydes.
I praksis betyder det, at når du køber en kryptovaluta, får du ikke en kopi af den virtuelle valuta, men den originale “kode”. Modsat når du fx sender et foto eller anden fil videre til en modtager – så er det blot en kopi, du sender. Den oprindelige fil har du stadig selv – og det vil altså sige, at der nu findes to eksemplarer af den. Sender modtageren den også videre, findes der tre eksemplarer osv.
Ved at sikre, at det er originalen, man sender videre i blockchain-netværket sikrer man sig altså, at der ikke findes flere versioner af den – og det gør, at du kan sende/sælge den videre til en anden direkte (double-spend). Teknologien betyder også, at en instans som en bank ikke er nødvendige for at overføre din valuta sikkert, som vi kender det fra pengetransaktioner i dag.
Nogle kalder ganske enkelt blockchain for et slags avanceret, elektronisk bogholderisystem, fordi enhver transaktion kan spores tilbage til den blok, den kommer fra.