Erhverv

5 typiske ChatGPT fejl brugere begår

Når det kommer til at bruge ChatGPT, er der flere almindelige faldgruber, som mange brugere falder i. Vi har snakket med Jacob Lynov Mindak fra ChatGPT Kursus, der her kommer med 5 typiske fejl han oplever blandt kursusdeltagere. Det er der kommet denne artikel ud af.

  1. Der mangler kontekst

Jeg kan ikke sige det nok gange: Kontekst, kontekst, kontekst. Mange forventer, at man får det perfekte svar ved at lave en prompt på en linje. Det kan man godt, hvis man skriver “hvor højt er runde tårn”. Men hvis du vil have lavet forretningsplaner, LinkedIn-opslag, blog-posts, få ordentlig feedback på dine e-mails, eller hvad det nu drejer sig om, så handler det om at levere mere baggrundsinfo. Jo mere detaljeret og specifik din prompt er, desto bedre vil svaret være.

  1. Folk tager til takke med det første svar

Folk stiller sig ofte tilfreds med det første svar, de får, fordi ChatGPT giver et fornuftigt svar. Ikke det perfekte svar, men et fornuftigt svar. ChatGPT er designet til at lyde rigtig godt, og det kan være nemt at blive imponeret af dets umiddelbare svar. Men for at få det bedste resultat, bør du udfordre det første svar. Prøv igen, ændr din prompt, tilføj mere kontekst. Juster lidt på den, så får du et langt bedre svar.

  1. Folk lader sig forblinde af, at den laver gode svar

Dette punkt hænger sammen med punkt 2. Men disse to punkter vil jeg også mene er noget af ”det farligste” ved ChatGPT, i hvert fald når det gælder om at udnytte potentialen. ChatGPT er designet til at lyde godt og gennemsnitligt. Det lyder smukt og lækkert, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er det svar, du faktisk ønskede. Hvis du sammenligner svaret med det svar, du faktisk ønskede, vil du ofte opleve, at det første svar du fik ikke helt ramte plet. Det er vigtigt at være kritisk og justere din prompt, indtil du får det svar, der virkelig matcher dine behov. Oftest har det noget med kontekst at gøre.

  1. Manglende brug af avancerede teknikker

En anden fejl er, at folk ikke benytter de mere avancerede teknikker. Det handler ikke kun om at tilføje kontekst eller give en konkret, kort opgave. Brugere glemmer ofte at definere rolle, tone, publikum og stil. Disse elementer tilføjer dybde til din prompt og gør en stor forskel i outputtet. For eksempel, hvis du ønsker at skrive en formel forretnings-e-mail, kan du specificere, at ChatGPT skal bruge en professionel tone rettet mod en bestemt målgruppe. Ved at fylde lidt mere på og tilføje et par ekstra linjer, kan du få et meget mere præcist og brugbart svar.

  1. Manglende kildekritik

En ofte overset fejl er, at folk tager svaret for gode varer uden at være kritiske overfor svaret. Du er nødt til at tjekke op. ChatGPT kan lave fejl, og derfor er det vigtigt at tjekke yderligere op på områder, hvor du ikke er ekspert. Dem, der får mest ud af ChatGPT inden for kodning, er ofte dem, der er dygtige til at kode, fordi de både kan instruere modellen præcist og let fejlrette. Mindre erfarne kodere kan have sværere ved at opdage fejl og dermed ikke få lige så stor gavn af ChatGPT’s output.