Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af?
Jeg arbejder som psykoterapeut i København og møder ofte folk der er frustreret over at de er stresset og udmærket godt ved at de skal slappe af, men finder det rigtig svært.
Vi har en masse ny viden om hvad der kan gøres når vi er stressede eller er ved at blive stresset. Det betyder bare ikke at det nødvendigvis er nemt at leve efter denne nye viden, og er man først stresset, så er det meget ofte endnu sværere at påbegynde ændringer i ens liv.
Det kan nemt gå hen og blive endnu en kilde til frustration, at når man nu ved man skal slappe af og bare ikke kan slappe af.
Her er det vigtigt at man tager tingene i små skridt, og er man først hårdt ramt, så man også tillader at der kan gå noget tid før man har lagt stressen bag sig og måske opsøger professionel stressbehandling.
Vi er ikke skabt til lykke men til overlevelse
Evolutionen har givet os en natur, der er skabt til at være konstant opmærksom på eventuelle trusler i omgivelserne og parate til at agere. I overlevelsens navn har evolutionen ikke skabt os til at være lykkelige og afslappede, men til at være frygtsomme væsener parat til at agere og håndtere farefulde situationer.
Som art har vi mennesker igennem milloner af år både været jægeren, men også byttet for andre rovdyr. Der har været rigtig god grund til at være ængstelig og konstant opmærksom på en potentiel fare. Derfor har evolutionen givet os en frygtsomme hjerne, som vi stadig er udstyret med i dag.
Vores frygtsomme hjerne er langt mere tilbøjelige til at hæfte sig ved alt det som er negativt og farligt, i forhold til det positive og afslappende.
På den måde er det en del af det at være menneske at have en frygtsom hjerne. Så når du finder det svært at slappe af, og stresse ned, så er det en livsbetingelse, du deler med alle andre mennesker. Når tingene bliver svære i vores hverdag eller vi ikke helt lever op til vores egne forventninger, så kan det rigtig hurtigt komme til at fylde uforholdsmæssigt meget.
Stress er altså en naturlig reaktion på et belastende miljø, og kroppens forsøg på at sikre vores overlevelse, og derfor faktisk heller ikke en sygdom.