Håndtering af patienter med irritabel tyktarm i praksis

Lotte Fynne | Mar 2020 | Almen praksis |

Lotte Fynne
afdelingslæge, ph.d.,
Diagnostisk Center,
Regionshospitalet Silkeborg

RESUME Hver sjette dansker har irritabel tyktarm. Symptomer er mavesmerter, relateret til afføringen samt oppustethed og diarre i minimum seks måneder. Irritabel tyktarm er ikke en alvorlig lidelse, men er plagsom og forringer livskvaliteten. Irritabel tyktarm fylder meget i sundhedssystemet, og for den praktiserende læge er det vigtigst at stille diagnosen, uden at patienten gennemgår alt for mange undersøgelser. Det er ligeledes vigtigt at forstå patientens gener og forklare, hvad vi allerede ved om irritabel tyktarm. Ca. 16% af den danske befolkning har irritabel tyktarm.1,2 Det vil sige, at de har tilbagevendende mavesmerter, som i en eller anden grad er relateret til afføringen. For at man kan kalde det irritabel tyktarm, skal symptomerne have været til stede i minimum seks måneder. For ikke så mange år siden var irritabel tyktarm en udelukkelsesdiagnose. Viste prøverne og undersøgelserne ikke andet var diagnosen irritabel tyktarm. I dag stiller man diagnosen på grundlag af symptomerne og udelukker andre årsager, der kan være årsag til symptomerne - altså som en positiv diagnose.3 Der er nationalt udarbejdet en guideline til at hjælpe med at stille diagnosen, der guider lægen gennem de forskellige differentialdiagnoser og behandling. En hjemmeside4 giver også en visuel oversigt over behandlingsmulighederne. Irritabel tyktarm er en funktionel lidelse, hvilket i sig selv skræmmer mange patienter til ikke at acceptere diagnosen. Det er forkert at tro, at det er en lidelse, der sidder mellem ørerne. Langt de fleste med irritabel tyktarm har ikke psykisk sygdom. Der er dog en lille overvægt blandt patienter med irritabel tyktarm, som også har angst, stress og depression, men ingen har undersøgt, hvad der kom først. Man kunne overveje, om påvirkningen af mavesmerter og andre symptomer gennem længere tid (år) ikke kunne være årsag til stress og depression. Ingen har indtil nu undersøgt sammenhængen tidsmæssigt. Modsat andre funktionelle lidelser er der...