individualiseret kræftbehandling

Opfølgning af patienter efter behandling for kolorektal cancer – konsensus og evidens i danske og europæiske anbefalinger

Ida Hovdenak Jakobsen | Dec 2019 | Gastroenterologi |

Ida Hovdenak Jakobsen
sygeplejerske, ph.d., cand.scient.san,
Mave- og Tarmkirurgi,
Aarhus Universitetshospital

Søren Laurberg
professor, dr.med.,
Health,
Aarhus Universitet

Kolorektal cancer er den tredjehyppigste kræftform på verdensplan, og incidencen var tæt på 1,8 millioner i 2018.1 De seneste årtier har vi set væsentlige forbedringer i både den onkologiske og kirurgiske behandling, og dette har ført til færre tilbagefald og forbedret overlevelse.2,3 Efter afsluttet behandling med kurativt sigte, er det almindelig praksis at følge patienten i en periode for at sikre tidlig opsporing af sygdomstilbagekomst, enten i form af metastaser, lokalt tilbagefald eller sekundær cancer.  Hypotesen er, at tidlig opsporing af tilbagefald eller spredning resulterer i forbedret overlevelse. Denne sammenhæng understøttes dog ikke af en nyligt opdateret Cochrane-gennemgang, der inkluderede 19 randomiserede studier.4 Gennemgangen konkluderede, at hyppig opfølgning har ingen eller ringe effekt på overlevelse og øvrige cancer-relaterede mål. Endvidere er der ikke entydig evidens for forskellige modaliteter og frekvenser af opfølgning, og det ideelle opfølgningsprogram er således stadigvæk uklart.4 I takt med at flere overlever kolorektal cancer, er der desuden kommet tiltagende fokus på opsporing og håndtering af senfølger og styrkelse af patienternes livskvalitet som selvstændigt mål for opfølgningsforløbet.  Nationale og internationale retningslinjer opstiller en lang række varierende anbefalinger for opfølgning, og det omfatter billeddiagnostik, biokemi, endoskopiske og kliniske undersøgelser.  På baggrund af den mangelfulde evidens og en stor variation i anbefalingerne besluttede forskningskomitéen i The European Society of Coloproctology (ESCP) i 2017 at initiere en systematisk gennemgang af gældende europæiske retningslinjer på området. Den samme komité har tidligere igangsat lignende gennemgange af retningslinjer indenfor andre tarmkirurgiske områder, og metoden er efterhånden veludviklet og gennemprøvet.5,6 Formål Formålet med arbejdet var at skabe overblik over anbefalinger og afdække hvilke områder, der mangler konsensus og evidens, samt relatere dette til igangværende og fremtidig forskning. Denne artikel er en opsummering og diskussion af dette arbejde, og den er også publiceret i fuld længde i 2019.7 Metode Den anvendte metode er beskrevet i...