Vækst hos hiv-eksponerede, ikke smittede børn sammenlignet med børn født af mødre uden hiv-infektion

Ellen Moseholm | Dec 2019 | Infektionsmedicin |

Ellen Moseholm
postdoc, cand.scient.san., ph.d.,
Infektionsmedicinsk Afdeling,
Hvidovre Hospital

Marie Helleberg
læge., ph.d., dr.med.,
Infektionsmedicinsk Afdeling,
Rigshospitalet

Håkon Sandholdt
statistiker, cand.scient.,
Klinisk Forskningsafdeling,
Hvidovre Hospital

Terese L. Katzenstein
forskningslektor, overlæge,
dr.med., ph.d.,
Infektionsmedicinsk Klinik,
Rigshospitalet,
Institut for Klinisk Medicin,
Københavns Universitet

Merete Storgaard
overlæge, lektor, ph.d.,
Infektionsmedicinsk Afdeling,
Aarhus Universitetshospital,
Skejby

Gitte Pedersen
overlæge, lektor, ph.d.,
Infektionsmedicinsk Afdeling,
Aalborg Universitetshospital

Isik S. Johansen
professor, overlæge,
dr.med., ph.d.,
Infektionsmedicinsk Afdeling,
Odense Universitetshospital

Nina Weis
overlæge, forskningslektor, ph.d.,
Infektionsmedicinsk Afdeling,
Hvidovre Hospital

I de fleste vestlige lande, herunder også Danmark, er risikoen for smitte med hiv-virus fra mor til barn under 1%, når mor og barn får relevant behandling med antiretroviral (ARV) medicin.1,2 Ikke hiv-smittede børn født af kvinder, der lever med hiv (HEU-børn), eksponeres for både hiv-virus og ARV-medicin under graviditet og fødsel. Endvidere behandles barnet profylaktisk med ARV-medicin i fire uger efter fødslen.3  Der er mistanke om, at denne eksponering kan påvirke barnets vækst og udvikling.4 Flere undersøgelser har vist, at HEU-børn har en øget risiko for tidlig fødsel og lav fødselsvægt, sammenlignet med børn født af mødre uden hiv-infektion.5,6 Endvidere har undersøgelser fra udviklingslande vist, at HEU-børn har en øget risiko for hæmmet vækst i de første leveår7-9 og i nogle studier også op i skolealderen.7,10  Sociale og økonomiske faktorer har stor betydning for vækst hos børn,11,12 og i flere studier mindskes forskellen i vækst mellem HEU-børn og ikke eksponerede børn, når der justeres for lav fødselsvægt, amning og socioøkonomiske faktorer.10,13,14  Formålet med dette nationale registerstudie er at undersøge vækst i de første fem leveår hos HEU-børn født i Danmark sammenlignet med en matchet kontrolgruppe af børn født af mødre uden hiv-infektion. Hypotesen er, at HEU-børn ved fødslen og i det første leveår er mindre end kontrolgruppen, men at denne forskel udlignes over tid, og at den kliniske betydning vil være begrænset.  Metode Studiet er et nationalt kohortestudie blandt alle singleton HEU-børn født i Danmark i perioden 2000-2016. Børn med ugyldigt cpr-nummer, som testede hiv-positiv inden 18-måneders alderen eller som immigrerede efter fødslen, blev ekskluderet. HEU-børnene blev individuelt matchet 1:5 ud fra køn, morens oprindelsesland (Danmark, Afrika, Asien, andet) og paritet (1 eller >1) med børn født af mødre uden hiv-infektion i samme periode.  Data blev indsamlet fra følgende registre: • Den Danske HIV Fødselskohorte, der er en national...