cancer

Få maksimal klinisk effekt af GLP-1-receptor agonister

Anders Jorsal | Dec 2019 | Almen praksis |

Anders Jorsal
læge, ph.d.,
Diabetes og Hormonsygdomme,
Aarhus Universitetshospital

Behandlingen af patienter med type 2-diabetes undergår i disse år store forandringer, idet den bliver stadig mere individualiseret samtidig med, at man i den diabetiske konsultation skal håndtere kardiologiske såvel som endokrinologiske aspekter. Som følge af overenskomsten med regionerne skal den praktiserende læge have en endnu mere central position i behandlingen af type 2-diabetes. Det fordrer, at den praktiserende læge løbende holder sig opdateret og kommer til at spille en central rolle i varetagelsen af såvel den primære som den sekundære profylakse af kardiovaskulær sygdom hos patienterne.  Heldigvis er praktiserende læger gode til at tage sig af ”den hele patient”. Hermed menes både til at rådgive om og motivere for livsstilsændringer - og også gode til, rent medicinsk, at håndtere de enkelte delelementer i det metaboliske syndrom. Det indebærer blandt andet, at patienter med kardiovaskulær sygdom og type 2-diabetes tilbydes behandling med præparatgrupperne GLP-1-receptor agonister og SGLT-2-hæmmere. I denne oversigtsartikel fremlægges den viden om GLP-1-receptor agonister, som vi har i dag.  Fra diabetesmedicin til kardiovaskulær forebyggelse Gennem de seneste fem år har vi fået en række nye glukosesænkende lægemidler med interessante kardiovaskulære effekter. Den nye æra begyndte, da EMPA-REG studiet blev fremlagt på den europæiske diabeteskongres i 2015. Det var egentligmålet at vise, at empagliflozin (Jardiance) ikke øgede den kardiovaskulære risiko, men studiet afslørede imidlertid en kardiovaskulær beskyttelse ved brug af lægemidlet.  EMPA-REG studiet var det første i en lang række af studier af nyere glukosesænkende præparater med SGLT-2 hæmmere eller GLP-1-receptor agonister. Studierne har været med til at ændre behandlingsstrategien, som løbende diskuteres og opdateres af både praktiserende læger, endokrinologer og kardio-loger.  Andre effekter end blodsukkerreduktion Glucagon-like peptide 1 (GLP-1) er et naturligt forekommende hormon, der udskilles fra tyndtarmen som respons på fødeindtagelse. Naturligt GLP-1 hormon nedbrydes hurtigt, hvorimod farmakologisk udviklet GLP-1-receptor agonister har længere biotilgængelighed. GLP-1-receptor agonister hæmmer...