Kan de restriktive danske retningslinjer for præoperativ radioterapi af rektum-cancer retfærdiggøres?

Laurids Østergaard Poulsen | okt 2019 | Gastroenterologi |

Laurids Østergaard Poulsen
afdelingslæge, ph.d.,
Onkologisk Afdeling,
Aalborg Universitetshospital

Standardbehandlingen af rektum-cancer i Danmark har igennem mange år været kirurgisk behandling - uden onkologisk forbehandling til de tidlige tumor-stadier. De mere lokalt fremskredne tumorer er blevet forbehandlet med en kombination af kemo- og strålebehandling.  Dette har været gængs praksis i mange år over hele verden, men efter at der fra midten af 00’erne begyndte at blive publiceret studier, som viste svære senbivirkninger ved kombinationen af strålebehandling og operation, valgte man i Danmark fra 2008 at reducere brugen af kemostrålebehandling til kun de mest lokalavancerede tumorer og behandle de øvrige med kirurgi uden forbehandling.  Det har resulteret i, at man i Danmark har forbehandlet ca. 20% (før screeningen var fuldt udrullet) modsat lande som Sverige og Holland, hvor man giver kemostrålebehandling til op mod 80% af patienterne. Baggrunden for at give præoperativ kemostrålebehandling er en signifikant lavere lokalrecidiv frekvens - selv efter indførelsen af optimal kirurgi, såkaldt TME-kirurgi.1 Det er aldrig vist at forbedre overlevelsen eller sænke risikoen for fjernmetastaser med præoperativ kemoterapi/strålebehandling. Derimod er der publiceret mange opgørelser med øget bivirkningsfrekvens i form af kronisk diarre, inkontinens for urin og afføring samt påvirket seksualliv.  De danske retningslinjer har derfor valgt at vægte risikoen for senbivirkninger højt, og de fremstår derfor relativt restriktive sammenlignet med mange af vore nabolandes.  De forskellige landes vekslende retningslinjer afspejler således på den ene side frygten for invaliderende lokalrecidiver, som ofte fører til svære smerter og ultimativt døden, og afspejler på den anden side risikoen for overbehandling og forhøjet risiko for invaliderende senbivirkninger. Vores formål med studiet var at undersøge, om den restriktive brug af kemostrålebehandling har givet større recidiv-frekvens i Danmark. Metode Vi valgte, at undersøge alle patienter opereret for rektum-cancer over en to-årig periode i Danmark (2009-2010, n = 1827). Alle patienternes journaler blev gennemgået. Patienternes follow-up blev gennemgået, og eventuelt recidiv samt...