Kighoste i Danmark – forekomst, vaccination og diagnostiske anbefalinger

Tine Dalby | Sep 2019 | Almen praksis |

Tine Dalby
seniorforsker,
fagchef for kighoste og H. influenzae,
Bakterier, Parasitter og Svampe,
Infektionsberedskabet,
Statens Serum Institut

Peter Henrik Andersen
afdelingslæge, teamleder,
Infektionsepidemiologi
og Forebyggelse,
Infektionsberedskabet,
Statens Serum Institut

Kighoste er i de seneste år rykket frem i bevidstheden igen. Både på grund af epidemien i efteråret 2016, men også fordi forbedret diagnostik har ført til en bedre afklaring af omfanget af kighoste i Danmark. Øget viden om kighostens udbredelse, samt om korrekt valg af diagnostik, vil forhåbentlig føre til en endnu bedre forståelse for og kontrol af kighoste i Danmark i fremtiden. Forekomst af kighoste i Danmark Kighoste er en bakteriel infektion med Bordetella pertussis. Vaccination mod kighoste blev indført i børnevaccinationsprogrammet i Danmark i 1961, og det medførte hurtigt et kraftigt fald i forekomsten. Hvor der i årene før vaccinationens indførelse var 30-40.000 tilfælde årligt og op mod 80.000 tilfælde under en epidemi,1 er der nu normalt ca. 1000 tilfælde årligt. Under epidemien i 2016 påvistes 2086 tilfælde.2  Kighoste kan desværre forløbe alvorligt, især hos spædbørn, og i det første årti af forrige århundrede blev der registreret knapt 3000 dødsfald af kighoste, herunder 1810 blandt børn under et år.1 Med vaccinationer og generelt forbedret sundhed er det i dag yderst sjældent, at der sker dødsfald på grund af kighoste. Det senest registrerede kighoste-relaterede dødsfald, hos et ellers raskt barn, var i 2005 hos et uvaccineret spædbarn.3  Vaccination mod kighoste Vaccinationsprogrammet har siden 1997 bestået af tre doser acellulær kighostevaccine i første leveår (tre, fem og 12 måneder). I 2003 blev fem-års boostervaccinen indført, og dette har haft en markant effekt på at mindske kighoste blandt børn i alderen fem - ni år (figur 1). Kighoste blandt teenagere fylder derimod meget både i Danmark og i andre lande i Europa, og dette skyldes især den aftagende effekt af vaccinationer, som er givet i førskole-alderen. Visse lande har således indført teenage-boosters, men dette er for nuværende ikke aktuelt i Danmark. Selv i lande med mangeårig høj tilslutning til børnevaccinationsprogrammet...