Lavt mitokondrie DNA-indhold i perifere blodleukocytter – en ny RA-risikofaktor?

Jonas Mengel-From | Sep 2019 | Reumatologi |

Jonas Mengel-From
lektor,
IST - EBB/Epidemiologi,
Biostatistik og Biodemografi,
Syddansk Universitet

Anders Svendsen
overlæge,
Reumatologisk Afsnit, Medicinsk
Afdeling, OUH, Svendborg,
ekstern klinisk lektor,
IST - EBB/Epidemiologi,
Biostatistik og Biodemografi,
Syddansk Universitet

Mitokondrier genererer energi via oxidativ fosfor-ylering som forudsætning for cellens homeostatiske og adaptive funktioner. Derudover spiller mitokondrierne en rolle i eksempelvis celledifferentiering, apoptose og syntese af hormoner, herunder glukokortikoider, østrogen og androgener. Et særligt højt antal findes i energikrævende væv som hjerte- og tværstribet muskulatur.  Mitokondrierne er således essentielle for cellernes funktion og måling af antallet af mtDNA-kopier (mtDNA CN) er indirekte et mål for cellens tilstand. Antallet af mtDNA CN falder med stigende alder1 og har en lav heritabilitet.2 Ændringer i mtDNA CN er påvist ved en række sygdomme, heriblandt dissemineret sklerose, NIDDM, cardiomyopati og kræftsygdomme.  Lavere niveau ved RA Antallet af mtDNA CN har ikke tidligere været målt hos patienter med rheumatoid artrit (RA). Vi har målt mtDNA CN i kerneholdige celler fra perifert blod hos 149 tvillinger fra den danske tvilling-kohorte,3-5 hvor mindst én tvilling fra hvert par har RA samt fra 1321 tvillinger fra par, hvor der ikke forekommer RA (tabel 1). Vi fandt, at tvillinger fra raske par havde betydelig højere mtDNA CN end tvillinger fra par med RA (Δ 22,1 og p <0,001) (tabel 1).  Vi foretog efterfølgende en regressionsanalyse, hvor den RA-ramte tvilling og den raske medtvilling indgik som kategoriske prædiktorer med tvillinger fra raske par som reference. Således opererede vi med tre kategorier af tvillinger: Tvillinger med RA, deres medtvillinger med iboende anlæg for RA samt tvillinger fra par, hvor ingen havde RA. Vi fandt, at mtDNA CN var betydeligt lavere sammenlignet med raske. Dette gjorde sig gældende både hos tvillinger med RA og hos deres raske med-tvillinger, selv efter justering for køn, alder og differentialtælling. Forskellen var større hos dizygote (DZ) par end hos monozygote (MZ) par (tabel 2, model 2). Når vi justerede for inflammation (CRP) og differentialtælling blev forskellen mellem RA-tvillinger og raske co-twins reduceret for DZ-par og næsten...