Kan colitis ulcerosa behandles med parasit-æg?

Michelle Vernstrøm Prosberg | Sep 2019 | Gastroenterologi |

Michelle Vernstrøm Prosberg
læge, ph.d.-studerende,
Gastroenheden,
Medicinsk Sektion,
Hvidovre Hospital

Andreas Munk Petersen
overlæge, klinisk forskningslektor, ph.d., Gastroenheden,
Medicinsk Sektion og
Mikrobiologisk Afdeling,
Hvidovre Hospital

Sofie Ingdam Halkjær
cand.scient., ph.d.,
Gastroenheden,
Medicinsk Sektion,
Hvidovre Hospital

Colitis ulcerosa (UC) er den hyppigst forekommende inflammatoriske tarmsygdom (IBD), og den kendetegnes ved en kontinuerlig kronisk inflammation superficielt i colonmucosa. Sygdomsudbredelsen kan variere fra at omfatte rectum alene (proktit), til en venstresidig colit eller ultimativt inflammation i hele colon (pancolit).1  UC kan veksle mellem symptomfrie perioder, hvor colonmucosa kan findes helt uden tegn på inflammation, til perioder med opblussen. Patienterne får symptomer i form af blodig diarre med pus og slim, imperiøs afføringstrang, træthed og eventuelt mavesmerter samt endoskopisk - og histologisk tegn på kronisk inflammation.2 Disse udbrud kan være særdeles invaliderende og påvirker patienternes livskvalitet i høj grad.3,4 Forebyggende medicinsk behandling er således ofte en nødvendighed for at mindske risikoen for nye udbrud og for at reducere forværring i udbredelsen og graden af inflammation. I de tilfælde, hvor patienterne ikke responderer på den medicinske ”rescue-behandling”, kan udbredelsen og inflammationen blive af en sådan sværhedsgrad, at behandlingen ultimativt kan ende ud med en kolektomi.2  Epidemiologi Globalt set er prævalensen af UC stigende, og i Danmark ligger den på tre-fire pr. 1000 personer, svarende til ca. 35.000 personer.5 Incidensen i Danmark er ca. 19 pr. 100.000 personer pr. år. Sygdommen debuterer oftest hos unge voksne i alderen 15-40 år, og der er ingen kønsforskel.6 Fra diagnosetidspunktet og de følgende fem år er risikoen for kolektomi størst. Den kumulerede kolektomi-risiko er over de seneste år faldet, og den er i dag <10% inden for fem år fra diagnosetidspunktet.7 UC har en god prognose med stort set normal livslængde.8 Overordnet set findes der ingen øget risiko for kolorektal cancer,9 men der er en let øget risiko hos enkelte subgrupper af UC, for eksempel tidlig debut, pancolit,10 langvarig sygdomsaktivitet og primær skleroserende cholangitis.9 Patogenese Ætiologien er ukendt, men udviklingen af sygdommen er karakteriseret ved et dysreguleret immunrespons og en intestinal barriere-dysfunktion forårsaget af...