Okulær inflammation hos patienter med kronisk inflammatorisk tarmsygdom

Jimmi Wied | Aug 2019 | Gastroenterologi |

Jimmi Wied
overlæge, klinisk lektor,
Øjenafdeling,
Odense Universitetshospital

Okulær inflammation forekommer hos omkring 4-6% af alle patienter med inflammatorisk tarmsygdom. Både ved colitis ulcerosa og morbus Crohn kan inflammatorisk øjensygdom være det præsenterende symptom. De hyppigste former for okulær involvering, er uveitis, scleritis og episcleritis.1 Betændelse i perifere del af cornea samt conjunktivitis kan ligeledes forekomme.2  Scleritis og episcleritis Scleritis er en inflammatorisk reaktion i sclera karakteriseret ved destruktion af collagen, cellulær infiltration og vaskulitis. Tilstanden kan ses hos op til 18% af alle patienter med kronisk inflammatorisk tarmsygdom. Aktiviteten af scleritis afspejler ikke sygdomsaktiviteten i tarmen.3  Klinisk er scleritis ledsaget af smerter i øjet, samt rødme, der kan være sektorformet eller diffus. I det akutte stadium ses der ødematøs fortykkelse af sclera, mens det kroniske stadium er karakteriseret ved scleral udtynding. Behandlingen er peroral NSAID eller systemisk steroid. Ved gentagne tilfælde kan behandling med immunmodulerende præparater være nødvendig.  Ved episcleritis er der inflammation af det tynde vaskulariserede bindevævslag mellem sclera og conjunktiva. Tilstanden er hyppig, og kan ses hos 29% af alle patienter med kronisk inflammatorisk tarmsygdom, og er formentlig relateret til sygdomsaktiviteten i tarmen.4 Symptomerne er ligeledes sektorformet eller diffus rødme i øjet, men i modsætning til scleritis, er episcleritis ikke forbundet med smerter. Der vil typisk være let ømhed eller ubehag, og tilstanden er oftest selvlimiterende og kræver typisk ikke behandling. Uveitis Uveitis er en paraplybetegnelse, der bruges til at beskrive en række forskellige inflammatoriske sygdomme i øjet. Betegnelsen uveitis betyder inflammation af øjets uveale væv (iris, corpus ciliare og choroidea), men omkringliggende anatomiske strukturer som corpus vitreum, retina og sclera kan også være involveret.  Incidensen af uveitis er 17-52 pr. 100.000 indbyggere. Prævalensen af tilstanden er 33-714 pr. 100.000 indbyggere med store geografiske variationer.5 Makulært ødem og okklusiv vaskulit er synstruende komplikationer til uveitis. Det er årsag til 5-20% af svær synsnedsættelse i USA...