Klyngehovedpine-anfald kan udløses ved infusion af CGRP

Agneta Snoer | Jun 2019 | Neurologi |

Agneta Snoer
læge, ph.d.-studerende,
Dansk Hovedpinecenter,
Neurologisk Klinik,
Rigshospitalet,
Glostrup

Blandt de primære hovedpinesygdomme er klyngehovedpine (Hortons Hovedpine) en af de mest karakteristiske og smertefulde. Som navnet antyder forekommer anfaldene ofte i ”klynger”, det vil sige perioder af uger til måneders varighed, hvor patienten kan have op til otte anfald dagligt.  Anfaldene sidder typisk i og omkring det ene øje og varer 15-180 minutter. Anfaldene er særdeles smerteintense, og ledsages af samtidige autonome symptomer som tåreflåd, ptose, stoppet/løbende næse. Patienterne beskriver ofte smerterne som ”at få stukket en kniv i øjet”.1  Hyppigst forekommer klyngehovedpine i en episodisk form, men omkring 15% af alle patienterne udvikler en kronisk form, hvor de ikke har anfalds-frihed i mere end tre måneder pr. år.  De enkelte klyngehovedpine-anfald behandles typisk med ilt (15-20 l pr. minut) igennem maske med reservoir eller injicerbare triptaner. I anfalds-perioder er den mest gængse forebyggende behandling verapamil i høje doser, som hos ca. 70% af alle patienterne mindsker anfalds-hyppigheden og sværhedsgraden af anfaldene.  Behandling med verapamil forudsætter dog, at patienten ikke lider af, eller udvikler hjerterytme-forstyrrelser, og for en del af patienterne kan verapamil ikke tolereres. Derfor er behandlingsmulighederne ofte begrænsede ved klyngehovedpine.2 Calcitonin gene-related peptide (CGRP) er et vasoaktivt peptid, som har fået stor bevågenhed i migræne, da infusion af signalstoffet kan udløse migræneanfald. Endvidere er CGRP-antagonisme med monoklonale anti-CGRP antistoffer vist at have en forebyggende effekt ved migræne.  Selvom migræne og klyngehovedpine er fænotypisk forskellige, er der flere vigtige lighedspunkter såsom effekt af triptaner, frigivelse af CGRP under anfald samt, at både migræne og klyngehovedpine kan induceres af sublingual nitroglycerin.3  Undersøgelse af CGRP’s anfalds-udløsende egenskaber ved klyngehovedpine vil bidrage med værdifuld viden om de underliggende patofysiologiske mekanismer.  Baseret på resultaterne fra tidligere provokations-studier i migræne og klyngehovedpine antog vi, at infusion af CGRP ville inducere klyngehovedpine hos patienter i en aktiv sygdomsfase - det vil sige episodiske patienter...