KATP-kanaler i migræne-patofysiologi

Mohammad Al-Mahdi A H Al-Karagholi | maj 2019 | Neurologi |

Mohammad Al-Mahdi A H Al-Karagholi
cand.med., ph.d.-studerende,
Dansk Hovedpinecenter og Neurologisk Afdeling,
Rigshospitalet Glostrup,
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet,
Københavns Universitet

Migræne er en neurologisk sygdom, der rammer 10% af den globale befolkning.1 Den er præget af tilbagevendende svær hovedpine, der ofte rammer kvinder i deres mest produktive år. Migræne er klassificeret som den sjette-mest prævalente sygdom på verdensplan og er nummer to i førende årsager til flest levede år med nedsat funktionsevne.1 Årligt koster migræne 27 milliarder euro i Europa.2 På trods af store fremskridt i migræneforskning og nyudviklet behandling forbliver de grundlæggende spørgsmål om de centrale cellulære signalveje, der forårsager migræne, ubesvarede. Dansk Hovedpinecenter har gennem humane studier3 vist, at genrelateret peptid- og cyklisk adenosin mono-fosfat (CGRP-cAMP) signalvej inducerer migræneanfald. Disse resultater har banet vejen for nye profylaktiske behandlinger rettet mod CGRP-peptid og CGRP-receptor.4  Infusion med CGRP inducerer migræneanfald hos nogle, men ikke alle migrænepatienter.5 Desuden reducerer nye monoklonale anti-CGRP antistoffer ikke antallet af migræneanfald hos alle patienter.6 Ovenstående peger på en heterogenitet i migræneinduktion og behandlingsrespons. Humane provokationsstudier, rettet direkte mod intracellulær cAMP, resulterede i en højere induktionsrate af migræneanfald end CGRP.7 Det er derfor muligt, at målretning mod signalveje nedstrøms for cAMP vil resultere i en endnu højere migræneinduktion, og i så fald antyde et fremtidigt mål for migrænemedicin.  Adenosin-5’-triphosphat-afhængige K+-kanaler (KATP-kanaler) er nedstrøms i cAMP signalveje. KATP-kanaler udtrykkes i migrænerelaterede strukturer såsom kraniale arterier, trigeminus gangliet og nucleus spinalis i hjernestammen. Disse kanaler aktiveres af en række nøglemolekyler i migrænepatogenese, såsom nitroglycerin, CGRP, Pituitary Adenylate Cyclase Activating Polypeptide-38 (PACAP38), cilostazol, sildenafil og prostacyclin.8 Men det er stadigvæk uklart, om disse kanaler spiller en rolle i migræne-patofysiologi.  KATP-kanaler KATP-kanaler blev oprindeligt identificeret i hjertemuskulaturen og sidenhen er denne kanal fundet i flere væv, herunder pankreas α- og β-celler, glatmuskulatur, skeletmuskulatur og nervevæv. Den primære funktion for denne kanal er at koble cellens metaboliske status sammen med den elektrofysiologiske status. Dermed spiller kanalen en afgørende rolle i insulinsekretion,...