Skal spædbørn vaccineres mod hepatitis A i forbindelse med udlandsrejse?

Carsten Schade Larsen | Apr 2019 | Vaccination |

Carsten Schade Larsen
overlæge, dr.med., lektor,
Infektionsmedicinsk afdeling Q,
Århus Universitetshospital, Skejby,
& VaccineXperten

Hepatitis A er globalt den hyppigste akutte virale hepatitis. Personer, der er smittet med hepatitis A- virus (HAV) udskiller virus i fæces i en periode på en - to uger. HAV smitter fæko-oralt ved direkte kontakt med smittebærer eller via indtagelse af forurenet vand eller fødemidler. Hepatitis A forekommer derfor endemisk i en række lande med dårlige hygiejniske og sanitære forhold og rejsende har risiko for smitte ved ophold i disse. Inkubationstiden er gennemsnitlig 30 dage (15-50 dage). De fleste voksne vil få en klinisk akut viral hepatitis. Derimod er hepatitis A ofte en mild sygdom hos mindre børn, og kun 5% af alle børn under fire år vil udvikle ikterus. Hepatitis A har i de fleste tilfælde et godartet forløb uden udvikling af kronisk leverbetændelse. Der er dog en risiko på ca. 0,2% for at udvikle en fulminant hepatitis med en betydelig mortalitet. Risikoen stiger med alderen og ved kronisk leversygdom, men børn kan også i sjældne tilfælde udvikle en fulminant hepatitis.1 Børn med ikke erkendt hepatitis A er en vigtig smittekilde. Sekundær attak rate for hepatitis A ligger i intervallet 15-20% og endda højere inden for husstanden. Spædbørn, der har været på ferie og er blevet smittet med hepatitis A, kan derfor være årsag til udbrud af hepatitis A efter hjemkomst. Børn af indvandrere født i Danmark, som er på familiebesøg i hjemlandet, har den højeste incidens af hepatitis A.2 Vacciner til beskyttelse mod hepatitis A Der er registreret flere vacciner til beskyttelse mod hepatitis A i Danmark (Avatim, Havrix, Vaqta). De indeholder alle formalin-inaktiveret HAV, og er effektive og sikre. Efter én dosis er man beskyttet mod hepatitis A i op til 36 måneder, og efter en booster regnes man for livsvarigt beskyttet. Fælles for vaccinerne er, at de er registreret til voksne og børn >1 år....