Ny rotte-model til vaccineudvikling for hepatitis C-virus

Troels Kasper Høyer Scheel | Apr 2019 | Infektionsmedicin |

Troels Kasper Høyer Scheel
lektor, ph.d.,
Copenhagen Hepatitis C Program (CO-HEP),
Institut for Immunologi og Mikrobiologi,
Københavns Universitet,
Infektionsmedicinsk Afdeling,
Hvidovre Hospital

Leverkræft er den næstmest dødelige kræftform og forårsager 800.000 dødsfald årligt på verdensplan. Kronisk infektion med hepatitis B og/eller hepatitis C-virus (HBV/HCV) er den hyppigste årsag. Virusinfektionen forårsager en betændelse, som med tiden fører til dannelse af bindevæv i leveren; skrumpelever, som er en tilstand forbundet med høj risiko for udvikling af leverkræft.  Infektion med HBV kan forhindres med en effektiv og sikker vaccine, som har forebygget millioner af leverkræfttilfælde. Antivirale stoffer kan holde HBV-infektionen nede, men HBV-patienter kureres kun yderst sjældent. Siden opdagelsen af HCV i 1989 har en målrettet grundforskningsindsats muliggjort udvikling af effektive direkte antivirale stoffer.1,2 Siden introduktionen i 2011 har det ført til en imponerende ændring af behandlingen, gående fra 12-måneders forløb med kurerende behandlingsrespons på kun ca. 50% og en række alvorlige bivirkninger, til respons på over 90% efter kun tre måneders behandling og en væsentlig reduktion af bivirkninger. I visse tilfælde er resistensudvikling overfor de nye lægemidler dog et problem, og der forskes fortsat i dette. Af flere grunde er behandling dog ikke nok til væsentligt at reducere antallet af kræfttilfælde. De fleste HCV-patienter ved således ikke, at de er inficerede, og symptomer viser sig ofte først i den sene fase, hvor det kan være for sent. Desuden har patienter, der kureres stadig forhøjet kræftrisiko, sandsynligvis grundet de skader infektionen allerede har forårsaget.  Endelig forhindrer den enormt høje pris på de nye lægemidler behandling af de fleste af de omkring 70 millioner kronisk inficerede patienter. En vaccine vil derfor være væsentlig for at forhindre HCV-associeret leverkræft.3 Ligeledes er det løsningen, hvis man sigter mod komplet udryddelse. Bedre dyremodeller er efterspurgt for HCV-vaccineudvikling Der findes ingen vaccine for HCV. Virussets egenskaber og interaktion med levercellen har betydet en meget begrænset succes med at udvikle vaccine-kandidater. En væsentlig udfordring har været manglen på dyremodeller, hvor både...