Atopisk dermatitis og hjerte-kar-sygdomme

Yuki Maria Fukuda Andersen | Mar 2019 | #D6BC81 |

Yuki Maria Fukuda Andersen
læge, ph.d.,
Dermatologisk Afdeling,
Gentofte Hospital

Atopisk dermatitis (AD) er en hyppig inflammatorisk hudsygdom hos børn og voksne.1 Over de seneste årtier har en række epidemiologiske og kliniske undersøgelser fundet en signifikant sammenhæng mellem psoriasis, en anden inflammatorisk hudsygdom, og en række følgesygdomme inklusive hjerte-kar-sygdomme.2 I de senere år har nogle videnskabelige studier vist, at patienter med AD ligeledes har en øget forekomst af såkaldte kardiometaboliske følgesygdomme.3-5 Disse omfatter blandt andet overvægt, iskæmisk hjertesygdom og type 2-diabetes. På den anden side, har flere studier vist ingen eller en invers sammenhæng mellem AD og disse følgesygdomme.6–8 En mulig association mellem AD og hjerte-kar-sygdomme kan forklares af flere årsagsmekanismer. Først og fremmest har kronisk inflammation været foreslået som en hypotetisk årsagsmekanisme for den øgede risiko for aterosklerose, hypertension samt dysreguleret glucose metabolisme.9,10 En anden mulig forklaring på en øget risiko for hjerte-kar-sygdom er livsstilsfaktorer såsom rygning og nedsat fysisk aktivitet. Symptomer relateret til AD er tæt forbundet med nedsat livskvalitet, søvnforstyrrelser og psykisk stress, som indirekte kan medvirke til en uhensigtsmæssig livsstil og systemisk stress. 

Endvidere kan lægemidler ordineret til at behandle AD være med til at ændre patienters risikoprofil. Yderliger, kan patienter med AD have en genetisk prædisposition til enkelte følgesygdomme, men der er på nuværende tidspunkt ikke evidens for fælles genetiske loci, som kan forklare en sammenhæng med hjerte-kar-sygdomme. Miljømæssige faktorer som luftforurening og temperatur kan muligvis også spille en rolle, men evidensen på dette område er begrænset. I et systematisk review og meta-analyse, der blev publiceret for nylig, fandt man, at flere studier rapporterede modstridige resultater vedrørende risiko for hjerte-kar-sygdomme hos patienter med AD.11 Overordnet var associationen ikke signifikant. En begrænsning, som kan have væsentlig indflydelse på studieresultater, kan være forskellige metoder og diagnostiske kriterier, der bliver anvendt for at identificere patienter med AD. AD-populationer kan defineres ud fra forskellige kriterier, blandt andet diagnosekoder fra hospitalsregistre eller spørgeskemaer, hvor deltagere selv rapporterer deres symptomer. En dansk befolkningsundersøgelse har vist, at forskellige AD-definitioner i en voksen population kan medføre en markant forskel på de studiedeltagere, der bliver inkluderet, og disse personer kan have forskellige karakteristika, som i nogle tilfælde kan medføre bias af studieresultater.12

Konklusion

Der er på nuværende tidspunkt begrænset evidens for, at AD alene er en klinisk betydende selvstændig risikofaktor for at udvikle hjerte-kar-sygdomme. Der er dog studier, der viser, at især patienter med svær AD har en øget forekomst af disse følgesygdomme. Det anbefales derfor, at patienter i høj risiko bliver informeret om forebyggende tiltag for at reducere hjerte-kar-sygdomme. De inkonsekvente resultater i publicerede studier tyder på, at vi har brug for en bedre klassifikation af AD hos voksne. Et mere præcist værktøj er nødvendigt for at sammenligne forskningsresultater og drage konklusioner i befolkningsundersøgelser. Endvidere vil fremtidige studier med kliniske data være nødvendig for at belyse mekanismer, der ligger bagved komorbiditet associeret med AD.

Referencer

1. Weidinger S, Novak N. Atopic dermatitis. Lancet 2016;387(10023):1109-1122. 2. Miller IM, Ellervik C, Yazdanyar S, Jemec GBE. Meta-analysis of psoriasis, cardiovascular disease, and associated risk factors. J Am Acad Dermatol 2013;69(6):1014-1024. 3. Zhang A, Silverberg JI. Association of atopic dermatitis with being overweight and obese: a systematic review and metaanalysis. J Am Acad Dermatol 2015;72(4):606-616. 4. Silverberg JI, Greenland P. Eczema and cardiovascular risk factors in 2 US adult population studies. J Allergy Clin Immunol 2015;135(3):721-728. 5. Sung Y-F, Lin C-C, Yin J-H, et al. Increased risk of stroke in patients with atopic dermatitis: A population-based, longitudinal study in Taiwan. J Med Sci 2017;37(1):12. 6. Andersen YMF, Egeberg A, Gislason GH, Hansen PR, Skov L, Thyssen JP. Risk of myocardial infarction, ischemic stroke, and cardiovascular death in patients with atopic dermatitis. J Allergy Clin Immunol 2016;138(1):310-312. 7. Treudler R, Zeynalova S, Walther F, Engel C, Simon JC. Atopic dermatitis is associated with autoimmune but not with cardiovascular comorbidities in a random sample of the general population in Leipzig, Germany. J Eur Acad Dermatol Venereol July 2017. doi:10.1111/jdv.14495. 8. Standl M, Tesch F, Baurecht H, et al. Association of atopic dermatitis with cardiovascular risk factors and diseases. J Invest Dermatol December 2016. doi:10.1016/j.jid.2016.11.031. 9. Yamanaka K, Mizutani H. Inflammatory skin march: IL-1–mediated skin inflammation, atopic dermatitis, and psoriasis to cardiovascular events. J Allergy Clin Immunol 2015;136(3):823-824. 10. Brunner PM, Silverberg JI, Guttman-Yassky E, et al. Increasing Comorbidities Suggest that Atopic Dermatitis Is a Systemic Disorder. J Invest Dermatol 2017;137(1):18-25. 11. Thyssen JP, Halling-Overgaard A-S, Andersen YMF, Gislason G, Skov L, Egeberg A. The association between cardiovascular disease and type 2 diabetes in adults with atopic dermatitis: a systematic review and meta-analysis. Br J Dermatol. December 2017. doi:10.1111/bjd.16215. 12. Andersen YMF, Egeberg A, Hamann CR, et al. Poor agreement in questionnaire-based diagnostic criteria for adult atopic dermatitis is a challenge when examining cardiovascular comorbidity. Allergy 2018;73(4):923-931.