ovariecancer

Et skridt på vejen mod bedre håndtering af komorbiditet ved ovariecancer

Mette Calundann Noer | Mar 2017 | Onkologi |

Mette Calundann Noer
læge, ph.d.-studerende,
Gynækologisk Klinik,
Rigshospitalet

Patienter med alders- og livsstilsrelateret komorbiditet er en stadigt voksende gruppe, som udgør en daglig udfordring på både de medicinske og kirurgiske afdelinger. På cancerområdet har man for mange forskellige cancertyper dokumenteret, at patienter med komorbiditet har dårligere overlevelse end patienter uden komorbiditet.1,2  I Danmark har man endvidere observeret, at den generelle forbedring i overlevelsen på cancerområdet slet ikke, eller i mindre grad, er kommet patienter med komorbiditet til gode.3 Det understreger et behov for en anden og bedre håndtering af patienter med komorbiditet, hvis overlevelsen og livskvaliteten skal øges for denne store patientgruppe. De mulige årsager til komorbiditets negative indflydelse på overlevelsen er mange og endnu ikke fuldt klarlagte. Ofte fremsatte hypoteser går blandt andet på, at komorbiditet medfører forsinket diagnosticering,4,5 flere komplikationer til behandling, mindre aggressiv behandling og dårligere compliance.6-8 Også forskellige immunologiske faktorer kan være i spil, idet komorbiditet i sig selv eller den medicinske behandling, der gives herfor, kan påvirke immunsystemets respons på malign cellevækst.7,9-11 Ovariecancer i Danmark Incidensraten for ovariecancer er i Danmark 14,5/100.000 kvinder, og ovariecancer er den fjerde hyppigste årsag til cancerrelateret død blandt danske kvinder.12 I løbet af de seneste ti år har man gennemført adskillige initiativer i Danmark for at forbedre overlevelsen, der længe har været markant dårligere end i de andre nordiske lande. Blandt de mest iøjnefaldende ændringer er implementeringen af de nationale kræftpakker samt centralisering af den kirurgiske ovariecancerbehandling på fire højt specialiserede afdelinger. Dette har medført en markant positiv ændring i overlevelsesstatistikkerne, men ovariecancer er fortsat en meget alvorlig cancertype med en femårsoverlevelse på 41%.13,14  Hjørnestenen i behandlingen af maligne ovarietumorer er aggressiv kirurgisk fjernelse af alt synligt tumorvæv efterfulgt af adjuverende kemoterapi med carboplatin og et taxan. I henhold til nationale kliniske guidelines kan primær behandling med neoadjuverende kemoterapi (NACT) og efterfølgende operation dog overvejes til patienter...