Første-linie behandling ved EGFR-muteret NSCLC: EGFR TKI monoterapi eller i kombination med anti-VEGF?

Jens Benn Sørensen | Nov 2016 | Onkologi |

Jens Benn Sørensen
overlæge, dr.med., MPA, klinisk lektor,
Onkologisk Klinik,
Finsen Centret,
Rigshospitalet

Omkring 4500 danskere diagnosticeres årligt med lungecancer, og dermed er lungecancer en af de hyppigst forekommende kræftformer i Danmark. Af de diagnosticerede har ca. 85% ikke-småcellet lungecancer (NSCLC). Heraf har ca. 70% tumor af ikke-planocellulær histologi. Langt de fleste af disse er adenocarcinomer, mens ca. 5% er storcellede carcinomer, og 5-10% er blandingshistologier og sjældne undertyper. Forskellige tumormarkører kan være af betydning for behandlingen. Således findes epidermal growth factor receptor (EGFR) aktiverende mutationer hos ca. 10% af alle patienter med adenocarcinomer, og disse patienter kan behandles med perorale tyrosin kinase hæmmere (TKI) som erlotinib, gefitinib, afatinib og osimertinib. Behandling med EGFR TKI til disse patienter er signifikant bedre end kemoterapi og har øget progressionsfri overlevelse (PFS) op til 10-12 måneder og samlet overlevelse (OS) til omkring to år. Behandlingseffekten har imidlertid nået et plateau, og kombination med andre behandlingsprincipper undersøges. Et andet behandlingsprincip er angiogenese hæmning, som ved NSCLC har vist sig at have effekt ved brug sammen med kemoterapi. Det drejer sig om angiogenese hæmmerne bevacizumab og ramicirumab, der begge er antistoffer, som gives intravenøst, og nintedanib, der er en TKI hæmmer, som gives peroralt. Bevacizumab hæmmer vascular epithelial growth factor (VEGF), ramucirumab hæmmer VEGF receptor 2, og nintedanib er en trippel TKI hæmmer af VEGF receptor (VEGFR), fibroblast growth factor receptor (FGFR) og platelet derived growth factor receptor (PDGFR). Der er ikke fundet klinisk anvendelig prædiktive markør for effekt af angiogenese hæmmere, sådan som tilfældet er med EGFR TKI behandling. Kombinationsbehandling med EGFR-TKI og angiogenese hæmning Et Japansk randomiseret fase 2 studie af Seto et al.1 har nyligt rapporteret en sammenligning af erlotinib monoterapi versus erlotinib plus bevacizumab. I alt indgik 154 asiatiske patienter, som havde aktiverende mutationer som exon 19 deletion eller Leu858Arg mutation. Primære endpoint var PFS som mediant var 9,7 måneder med monoterapi og 16,0 måneder...