APO010 – et nyt immun-onkologi lægemiddel til behandling af myelomatosepatienter

Haatisha Jandu | okt 2016 | ESMO 2016 | Onkologi |

Haatisha Jandu
ph.d.-studerende,
Oncology Venture A/S,
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet,
Københavns Universitet

Peter Gimsing
speciallægekonsulent,
Hæmatologisk Afdeling,
Rigshospitalet,
medicinsk konsulent,
Oncology Venture A/S

Nils Brünner
professor,
det Sundhedsvidenskabelige Fakultet,
Københavns Universitet,
Chief Scientific Officer,
Oncology Venture, A/S

Myelomatose er den næsthyppigste maligne hæmatologiske sygdom med ca. 300 nydiagnosticerede tilfælde i Danmark årligt. Sygdommen er karakteriseret ved betydelig morbiditet betinget af omfattende skeletsygdom, immundefekt med hyppige infektioner og hos en del af patienterne varierende grad af nyreinsufficiens. I dag vil hovedparten af patienterne respondere på den initiale behandling, og de seneste årtier er behandlingsmulighederne forbedret med godkendelse af proteasominhibitorer (bortezomib, carfilzomib og ixazomib) og immunmodulerende medikamenter (IMIDs) (thalidomide, lenalidomid og pomalidomid), som sammen med klassiske cytostatika, steroider og højdosisbehandling med autolog stamcellestøtte har forlænget overlevelsen med 50-100%.1,2 Gennem det seneste år er andre behandlingsmodaliteter, panhistondeacetylase hæmmer (panobinostat) og monoclonale antistoffer (elotuzumab og daratumumab), blevet godkendt, hvilket for nylig er gennemgået i BestPractice.3 Trods de forbedrede behandlingsmuligheder er myelomatose fortsat en ikke kurabel sygdom. Sygdomsforløbet er meget variabelt med overlevelse fra få måneder til op til 20 år. Der kan identificeres en række forskellige genetiske subgrupper ud fra kromosom-abnormiteter (fluorescence in situ hybridisering (FISH) og genekspression profil (GEP)), som supplement til internationalt stadieinddelingssystem (ISS)4,5 med vidt forskellig prognose, så patienterne kan grupperes som højrisiko- og standardrisikopatienter (se Vangsted 2016).6 Alle patienter vil opleve tilbagefald og vil derfor blive tilbudt gentagne nye behandlinger, sædvanligvis med kortere og kortere responsvarighed. Der er derfor fortsat behov for nye behandlingsprincipper til myelomatosepatienter. De seneste års udvikling med immunterapi, der omfatter break-point hæmning, er også interessant for behandlingen af myelomatose,7,8 men indtil videre har der ikke været tegn på effekt i kliniske studier.9,10 Selv om man ved risikostratificering kan identificere grupper af patienter med høj og standard risiko, vil begge grupper omfatte patienter, som alligevel har en henholdsvis lang og kort sygdomskontrol (progressionsfri overlevelse (PFS)). Der er derfor behov for værktøjer, som mere præcist kan forudse den enkelte patients respons på en given behandling, enten ved yderligere forbedret risikostratificering eller ved specifikke biomarkører. Drug...