ALK-testning ved ikke-småcellet lungecancer

Eric Santoni-Rugiu | okt 2016 | ESMO 2016 | Onkologi |

Eric Santoni-Rugiu
overlæge, ph.d., associeret professor,
Patologiafdelingen,
Rigshospitalet

Med de sidste nye og fremtidige muligheder indenfor immunterapi kombineret med målrettet (targeteret) behandling er vi i en situation, hvor vi skal teste for en række forskellige terapeutiske targets samtidig med, at vi har et begrænset vævsmateriale. Den targeterede behandling ved ikke-småcellet lungecancer (NSCLC) blev indledt ved påvisning af, at patienter med aktiverende EGFR-mutationer opnåede et bedre respons, hvis behandlingen med EGFR-tyrosin-kinase inhibitorer (TKI) blev målrettet disse mutationer end ved behandling med kemoterapi. Udover bedre respons medfører targeteret behandling bedre livskvalitet og færre bivirkninger for patienterne. EGFR-mutationer findes hos omkring 10% af patienterne i den vestlige verden, primært dem med lungeadenokarcinom (den hyppigste undertype af NSCLC, som udgør 45% af alle lungecancere), og som er ”no/light smokers”, kvinder, og yngre end den gennemsnitlige alder for NSCLC-patienter. I visse asiatiske lande har kvindelige patienter med lunge- adenokarcinom EGFR-mutationer i op til 40-60% af tilfældene. I 2007 påviste man translokation af ALK-genet i NSCLC resulterende i en fusion med translokationspartneren EML4-genet, og allerede i 2010 blev data publiceret, der viste, at ALK-translokerede patienter behandlet med ALK-hæmmer havde et bedre respons end ved kemoterapi. ALK-translokationen findes hos 2-7% (afhængigt af land og studie) af patienter med NSCLC, igen især hos yngre patienter med adenokarcinom, som er ikke-rygere. Der findes mange varianter af ALK-translokationen. Godkendte lægemidler som crizotinib, ceritinib og alectinib hæmmer det såkaldte kinase domæne på ALK-fusionsproteinet, men det forbliver uafklaret, i hvilket omfang de forskellige varianter af gentranslokationen har klinisk betydning i forhold til behandlingen. Patienter, der er EGFR-muterede eller ALK-translokerede og behandlet i førstelinie med specifikke EGFR- eller ALK-hæmmere, kan opnå responsrater på op til 80% sammenlignet med de 10-20% som responderer på kemoterapien. Det er derfor vigtigt at identificere patienter med disse mutationer. Risiko for resistensudvikling Gennem de senere har man påvist en række forskellige mutationer, som er i stand...