Af Malene Vejby Mortensen, læge, ph.d., Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab, Århus Sygehus ”Der bliver talt så meget om musik og dog sagt så lidt. Jeg mener overhovedet ikke, at ordene slår til. Folk beklager sig ofte over, at musik er flertydig. Hvad de skal tænke, når de hører musikken, er så uklart; ord derimod forstår enhver. De tanker, som musikken udtrykker for mig, er ikke for uklare til at kunne omsættes i ord, men tværtimod for klare.” Felix Mendelssohn Bartholdy, 1842. Hvorvidt musik er et sprog, diskuteres stadig 166 år efter, at den tyske komponist Felix Mendelssohn Bartholdy skrev ovenstående. Og i dag er der stor opmærksomhed omkring sammenhængen mellem hjernens opfattelse af sprog og musik, ligesom der afholdes musikhjerneforskningsmøder som aldrig før. Men har musik overhovedet en evolutionsmæssig betydning? Sang vi, før vi talte? Er musik det ordløse basalgrundlag - ja selve fundamentet i sproget, som står alene tilbage, når moster Elly rammes af demens og stroke, eller er musik sprogets ”overbygning”, der tager over, virker klart og meningsfuldt, når sproget ikke slår til? Der er delte meninger om emnet. Samtidig med at patienthistorier om både musik agnosi og bevaret sprogforståelse efter læsioner af begge temporallapper og højre frontallap taler for to adskilte systemer,1 viser anden funktionel hjerneforskning, at der er distinkte forskelle, men også visse overlap mellem de hjerneområder, der har betydning for bearbejdningen af musik og sprog. Der er i begge tilfælde tale om aktivering af den auditive sans og genkendelse af komplekse lyde/mønstre, men musik aktiverer et både mere udbredt og mere bilateralt netværk af hjerneområder end sprog.2 Flere undersøgelser viser, at musik er talesproget overlegent som et potentielt redskab inden for neurologisk rehabilitering. Hører en patient musik i den tidlige fase efter et cerebralt insult, fremmes specifikke kognitive funktioner som verbal hukommelse og fokuseret...