Biologisk behandling til patienter med spondyloartropati

BestPractice | Jul 2016 | Reumatologi |

Af Ole Rintek Madsen, overlæge, klinisk lektor, ph.d., dr.med., Reumatologisk Afdeling, Gentofte Hospital For patienter med spondyloartropati (SpA), herunder ankyloserende spondylitis (AS), er der de seneste år sket store landvindinger inden for både diagnostik og behandling. På EULAR 2009 præsenteredes flere interessante studier vedrørende biologisk behandling, hvoraf to omtales i denne artikel. Som bekendt er AS en kronisk, systemisk inflammatorisk sygdom af ukendt ætiologi. Lidelsen afficerer først og fremmest det axiale skelet inklusiv sacroiliacaleddene. Den struktur, der primært afficeres, er entesen, som er overgangen mellem senefibre og knogle. Her findes inflammatoriske foci, og der udvikles erosioner. Sekundære reparative processer fører til forkalkninger, og i sidste ende udvikles den klassiske bamboo spine. Lignende processer foregår omkring apofyse- og sacroiliacaleddene. Sygdommen er forbundet med rygsmerter samt tiltagende rygstivhed og krumhed. Hyppigt er der også symptomer fra de perifere senetilhæftninger (perifer entesopati), hvilket kan være til meget stor gene for patienterne. Biologisk behandling af perifer entesopati Der er solid evidens for effekt af de biologiske lægemidler Humira® (adalimumab), Enbrel® (etanercept) og Remicade® (infliximab) på de axiale sygdomsmanifestationer ved AS, men hidtil har der manglet undersøgelser af lægemidlernes effekt i forhold til de perifere entesopati-gener. Dette gælder i øvrigt også for de traditionelle DMARDs. På EULAR 2009 præsenterede Dougados et al et randomiseret kontrolleret studie,1 hvor man hos patienter med AS havde undersøgt effekten af Enbrel® på hæl-entesopati defineret ved hælsmerter og MR-forandringer (i form af knogleødem i calcaneus ved enten tilhæftningen af achillessenen eller plantar fascialis). Der havde ikke været effekt af forudgående NSAID-behandling. 12 patienter fik aktiv behandling med Enbrel®, og 12 fik placebo. Ved studiets indkledning var de to grupper sammenlignelige med hensyn til sygdomsaktivitet og smerter. Studiet viste, at de patienter, der fik aktiv behandling, bedredes betydeligt og statistisk signifikant i forhold til placebogruppen med hensyn til de tre primære...